Afsked med 2021 – et ’det-gik-alligevel-år’
På trods af corona-restriktioner, materialeprisers himmelflugt og Barslunds konkurs er vi kommet helskindet igennem året!
I januar 2021 var vi så småt i gang med at planlægge byggemodningen med firmaet Barslund som ny hovedentreprenør.
I marts/april kom de første kommunale tilladelser til de konkrete planer på plads og i maj kunne vi sætte gang i landets første fossilfri byggemodning.
Se mere her: Klar til første spadestik i bærdygtig bydel og Barslund Licitationen – Fossilfri byggeplads.
Byggemodningen skred stille og roligt frem i løbet af sommeren og efteråret og der var planlagt afleveringsforretning af byggemodningen af etape 1 d. 30.11.2021.
Udstykning af de første sokkelgrunde kom i gang, de første huse fik byggetilladelser, og alt så ud til at forløbe planmæssigt.
Mandag d. 22. november kom der så besked om, at vores entreprenør, Barslund, var erklæret konkurs. Det har givet nogen usikkerhed og ekstraarbejde, og de endelige konsekvenser er endnu ikke helt afklarede. Men når uheldet nu skulle være ude, skete det på et for os og Hvidelandsprojektet på et relativt heldigt tidspunkt:
- Ringvejen er blevet færdig (skal først afsluttes/gøres pæn efter byggeperioden)
- Varme-, regnvands-, spildevands- og brugsvandsledninger er på plads, bortset fra detaljer
- Der var forberedt til at Radius/el-forsyningen kunne komme i jorden i december – og det arbejde er nu også afsluttet
- De første huse er nu ved at blive bygget
Vi er nu i gang med at finde nye håndværkere/firmaer til at få afsluttet de resterende delprojekter
I skrivende stund mangler vi et par formelle godkendelser af ansøgninger til kommunen vedr. spildevandsanlæg og regnvandshåndtering. Dem regner vi med at få i hus inden for den næste måneds tid.
Så vi går glade og fortrøstningsfulde ind i 2022, hvor vi blandt andet kan se frem til:
- Afslutning af 2. udstykningsrunde og gennemførelse af 1-? nye runder
- Nye indflyttere i den midlertidige ’byggelejr’
- Færdiggørelse af varme- og spildevandsanlæg
- Start af grundejerforening, spildevandslaug og varmeselskab
- Etablering af P-pladser med ladestandere
- Indflytning i de første nybyggede huse
OG – ikke mindst – indslusning af en masse dejlige tilflyttere i vores dejlige landsby.